Året var kun få dage gammelt, da DAN DRYER modtog en glædelig nyhed.
Fredag d. 6. januar 2023 blev den traditionsrige nytårskur for erhvervslivet i Randers afholdt. Her blev DAN DRYER tildelt Randers Kommunes Erhvervspris.
Det var en stolt direktør, der modtog prisen og samtidig satte et par ord på den flotte anerkendelse.
”Tusind tak for prisen. Vagn og jeg er umådelig stolte over at stå i spidsen for DAN DRYER – og det er en stor ære at blive anerkendt for vores arbejde, når nu vi ser på, hvor mange dygtige virksomheder, der er i Randers Kommune, siger Susanne Eden og fortsætter:
Vores mål er konstant at skubbe grænser indenfor vores felt og gerne være medvirkende til at sætte Randers på verdenskortet. En tilgang, der har skabt grundlaget for de elegante hygiejneløsninger, der har givet genlyd langt ud over Randers og omegn — og som vi hver dag leverer til kunder over hele verden.
Hos DAN DRYER ønsker vi grundlæggende at tage ansvar for den måde, vores virksomhed påvirker samfundet på. Både internationalt og lokalt.
Med fokus på udvalgte Verdensmål arbejder vi konstant med udvikling af vores produkter og med at skabe et mangfoldigt arbejdsmiljø, hvor der også er rum til de mennesker, der har brug for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet på ny.” slutter hun.
Årets erhvervspris uddeles til en lokal virksomhed som har markeret sig helt ekstraordinært positivt. Randers Kommune kigger på virksomhedens vækst, overskud, omsætning og beskæftigelse. Samtidig ser de på virksomhedens evne til at markedsføre sig og være synlig. Det er vigtigt, at virksomheden løfter i flok og tager et medansvar for en fælles udvikling herunder åbenhed for at tage folk ind, der er på kanten af arbejdsmarkedet.